Historiebrugsanalyse af Mindelunden i Ryvangen
Studieprodukt 1, del 2
Elisabeth Valentin Lynggaard og Tanja Anita Braco Mikkelsen - luce19hi123n
“Vi står med smerte og sorg efter verdenskrigen, men vi står også med en følelse af stolt bevidsthed om, at Danmark i nødens time viste, at det rummede styrke og ædel kraft, der kunne sættes ind i kampen” – Statsminister Hans Hedtoft ved afslørings højtideligheden i Mindelunden i Ryparken 5. maj 1950.
indledning
Mindelunden er i dag et af mange steder vi kan mindes besættelsen og i særdeleshed de unge mænd og kvinder der gav deres liv for vores frihed. I denne opgave vil vi undersøge historiebrug i Mindelunden, samt redegøre for modstandsbevægelsen, erindringshistorie og erindringspolitik i kontekst til besættelsen og mindelunden.
Problemformulering
Vi ønsker at undersøge, hvilken form for historiebrug der benyttes i Mindelunden, samt hvordan man har valgt at fortolke den historie Mindelunden er en del af, bl.a. ved at have været henrettelsesplads -og begravelsesplads for danske modstandsfolk. Derudover vil vi kort redegøre for de forskellige aktører, som var en del af modstandsbevægelsen, samt de aktioner de var en del af.
Vi vil herunder have et fokus på erindringshistorie og se på nogle af de erindringspolitiske kampe, der har været i forbindelse med besættelsestiden.
Mindelunden
Mindelunden ligger i et tidligere militært øvelsesterræn i Ryvangen i København. Den 29. august 1943 blev kasernen overfaldet af det tyske militær og anvendt som indkvartering af tropper, og som henrettelses- og begravelsesplads for danske modstandsfolk. Den 29. august 1945 blev kisterne med 106 dræbte modstandsfolk kørt gennem København og ud til Ryvangen, hvor biskop Hans Fuglsang-Damgaard indviede Mindelunden under overværelse af kongehuset, regeringen og repræsentanter for modstandsbevægelsen.
Den 5. maj 1950 blev Mindelunden indviet af statsminister Hans Hedtoft.
Anlægget er blevet udvidet flere gange, men står stort set som det gjorde ved indvielsen i 1950 (https://mindelunden.dk/).
Mindelunden er udformet af professor Kaj Gottlob og stadsgartner Aksel Andersen. Centralt står et monument lavet af Axel Poulsen. Man finder også her henrettelsespladsen, som er markeret med bronzekopier af tre pæle, som ofrene blev bundet til (https://denstoredanske.lex.dk/Mindelunden_i_Ryvangen).
Modstandsbevægelsen
Det var ikke alle danskere under 2. verdenskrig, der var tilhængere af samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt. Nogle danskere valgte at gøre modstand og blev modstandsmænd, i dag bliver de ofte kaldt for frihedskæmpere. Ifølge frihedsmuseet registreringer var der i alt omkring 85.000 danskere der var aktive i modstandsbevægelsen fra 1940-1945, nogle mere aktive end andre og flere historikere mener at reelle tal kun er 2000 personer (Mange flere modstandsfolk end hidtil antaget | Kultur | DR).
Der var mange forskellige grupperinger i modstandsbevægelsen og forskellige grader af modstand. I den milde ende var der produktion af illegale blade og den hårde ende var likvideringer og sabotage en del af arbejdet. De mest berømte grupperinger var BOPA (kommunistiske/Borgerlige Partisaner), Holger Danske, Studenternes efterretningstjeneste, Frit Danmark, Ringen, Churchill Klubben, Den Danske Brigade og Hvidstengruppen (Christensen, Lund, Olesen mf. 2009, s.426) .
Holger Danske og BOPA er i dag kendt for deres likvideringer af tyskere og danske nazister, samt sabotage som bombesprængninger af vognparker og togspor. Imens er Ringen og Studenternes efterretningstjeneste kendt for deres illegale bladproduktion, samt deres store arbejde med fragten af de danske jøder til Sverige. (Christensen, Lund, Olesen mf. 2009)
Både de mere berømte grupperinger, men også de små jyske fx. Churchill Klubben og Hvidstengruppen, er siden befrielsen blevet genstand for dramatiseringer og filmatiseringer, de mest berømte frihedskæmpere, Bent Faurschou-Hviid (kendt som Flammen) og Jørgen Haagen Schmith (kendt som Citronen) fra gruppen Holger Danske, blev i 2008 portrætteret i bestseller filmen “Flammen og Citronen”. I filmen følger man de to frihedskæmperes aktioner, primært likvideringer, deres personlige nedtur, samt deres tragiske død. (Flammen og Citronen - Modstandsfolk i Danmark (natmus.dk))
Da der er utallige frihedskæmpere, flere end vi kan beskrive i denne opgave, har vi valgt at fokusere på en enkelt gruppering, hvor otte ud af gruppens fjorten medlemmer endte deres dage en kølig juni morgen 1944 i Ryvangen.
Englænderne havde med succes smidt våben og sprængstof ned på den jyske hede, natten til den 12. marts 1943. Modstandsbevægelsen var begejstrede - det var modstandsmanden Ole Geisler der stod for organiseringen af nedkastningerne fra England og han havde et problem, som kromand Marius Fill måske kunne hjælpe ham med. Derfor besøgte han Marius, på hans kro, Hvidsten Kro, for at høre ham om han kunne hjælpe ham med at gemme våben og sprængstoffer, samt at gemme de faldskærmsagenter der kom. Marius ville gerne hjælpe og sammen med sin familie og nogle lokale mænd, begyndte de at hente og gemme våben, sprængstoffer og agenter. Gruppen kaldte de Hvidstengruppen. Gruppen var dygtige til det de lavede, de fandt et optimalt nedkastnings spot - der fik kodenavn “the mustard point” og når de om aftenen lyttede til radio fra BBC, ventede de på at høre koden “Hilsen til Elias - lyt igen”. Så vidste gruppen at der senere på natten ville komme et halifaxfly med våben, sprængstoffer eller agenter.
Det vides ikke med sikkerhed hvor mange våben gruppen modtog, men englænderne har efter krigen fortalt at Hvidstengruppen var en af de bedste og mest effektive grupper til at modtage og gemme våben(Mustard Point (randers.dk)&Hvidstengruppen 1943-1944 (danmarkshistorien.dk)).
I alt modtog gruppen otte agenter, desværre blev to af disse anholdt Gestapo i december 1943. Under tortur røbede de, hvem der havde hjulpet dem og snart holdte Gestapo øje med Hvidsten Kro. Den 11. Marts 1944 blev Marius Fiil, hans familie anholdt. kort tid efter blev de resterende medlemmer af Hvidstengruppen også anholdt. Medlemmerne blev i første omgang fængslet i horserød lejren, men blev senere overflyttet til Vestre Fængsel.
Den 26. juni 1944 blev otte af gruppens medlemmer dømt til døden ved en tysk krigsret i Dagmarhus i København. De kvindelige medlemmer blev idømt strenge fængselsstraffe.
Tidlig morgen den 29. juni 1944, blev de otte medlemmer kørt ud i Ryvangen i Hellerup, her blev de bundet fast til træstolper - hvor efter tyskerne henrettede dem ved skydning. Dagen efter blev nyheden om henrettelserne bragt i alle aviser landet over. Offentliggørelsen af henrettelserne var et tysk krav og et forsøg på at skræmme danskerne til stilhed og passivitet. Nyheden om henrettelserne gjorde danskerne rasende og den københavnske folkestrejke blev en landsdækkende generalstrejke. Efter direkte voldelige konfrontationer mellem danskere og tyske soldater, opfordrede frihedsrådet til at strejken stoppede. Strejken varede fra d. 30. juni og til og med den 5. juli. (Hvidstengruppen 1943-1944 (danmarkshistorien.dk))
Mindesten i Mindelunden, Ryvangen, for de dræbte medlemmer af Hvidstengruppen
I alt henrettede tyskerne 94 modstandsfolk på henrettelsespladsen i Ryvangen (Henrettelsespladsen - UDFORSK MINDELUNDEN - Mindelunden Ryvangen)
Mindelundens historiebrug
Historiebrug handler om, hvordan man anvender og iscenesætter fortidsspor og fortællingerne om fortiden. Det er ikke nødvendigvis bevidst, men en “integreret del af vores reaktionsmønster, adfærd, traditioner og sprog”(Historieundervisning, s.280, 2021).
I Mindelunden ser man bl.a. eksistentiel historiebrug, som handler om danskernes identitet, og i dette tilfælde den danske fællesskabsfølelse. Besættelsestiden er en stor del af danskernes identitet, og efter åbningen i 1950, var det ikke mere en gravplads og henrettelsesplads, men nu også et nationalt mindesmærke, et erindringssted. Det er også her udenlandske statsoverhoveder nedlægger kranse under statsbesøg.
Da besættelsestiden har en stor plads i Danmarks historie, bruges denne også politisk. Den politiske historiebrug kan bl.a. ses, når politikere forsøger at legitimere deres egen politik ved at udlægge en fortidig sammenhæng eller underbygge bestemte politiske overbevisninger. Dette gøres bl.a. gennem valgplakater og valgvideoer.
Hans Hedtofts tale ved afsløringshøjtideligen i 1950, hvor fortællingen var, at et enigt dansk folk stod op imod besættelsesmagten, på nær et par nazistiske afstikkere, var en forsimpling af sandheden, men det blev dog den historie, der satte sig i samtiden, og det der blev “grundfortællingen” om besættelsestiden.
Denne grundfortælling prægede film og bøger helt op til ´70´erne.
Genbegravelse af modstandsfolk i Ryvangen 29/8-1945
Erindringshistorie
Erindringshistorie handler om, hvordan fortiden konstrueres, diskuteres og iscenesættes på baggrund af interesser i nutiden, og om hvordan vi sammen erindrer en bestemt historie. Herunder også, hvilke fortællinger der bruges i samtiden.
Maurice Halbwachs (1877-1945), fransk sociolog, udviklede begrebet kollektiv erindring. Dette begreb handler om at mennesker erindrer i fællesskaber, og at det ikke giver mening at tale om personlig erindring, da det er umuligt “at erindre uafhængigt af sin sociale gruppe”(Erindringshistorie, s.15) Den franske historiker Pierre Nora mener, som Halbwachs, at erindringer bruges til at legitimere synspunkter i nutiden, og at historikere ikke kan finde den objektive sandhed, da man ikke kan løsrive sig fra sin egen samtid (Erindringshistorie - en teoretisk ramme, s. 16).
Modstandsbevægelsen og besættelsen er en del af en fælles erindring hos danskerne, og de enkelte personers historiske bevidsthed og identitet er blevet til i måden fællesskabet har brugt historien og erindringskultur- og politik. I årene efter besættelsen var hadet mod alt tysk en af elementerne i fortolkningsprocessen- og kampen. Grundfortællingen var at Danmark fra første dag var imod besættelsesmagten. Efter besættelsestiden snakkede man ikke om samarbejdspolitikken, men politikerne hyldede istedet modstanden, som de ikke selv havde været en del af, men som de nu selv brugte i et erindringspolitisk sigte. (https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/besaettelsestiden-i-eftertidens-lys/).
Den historiske erindring blev en erindring om modstandsbevægelsen som de sande helte, og om et enigt Danmark, der stod sammen om modstanden.
Mindelunden som erindringssted
Erindringssteder har en symbolsk og central betydning for erindringsfællesskabet, og kan være nationale mindesmærker, monumenter o.s.v. Danskere har en række ens forestillinger om besættelsen. Disse fælles forestillinger kan ses som en fortælling om fortiden, som kommer til udtryk i erindringssteder (Erindringssteder – en teoretisk ramme, s. 18), og de er derfor vigtige for den kollektive hukommelse og en del af fællesskabets erindringskultur.
I Mindelunden er der en tæt forbindelse mellem stedets fysiske udtryk og betydningsindholdet. Der er skabt et sted der appellerer til ro og eftertanke. På det store gravfelt, hvor de 105 danske modstandsfolk ligger begravet, står en statue med en sørgende mor og hendes søn, som er lavet af billedhugger Axel Poulsen, og denne er centrum for alle mindehøjtideligheder på stedet.
Når man kommer ind til venstre for hovedindgangen, finder man pergolaen med mindemuren. Mindemuren består af 151 tavler med navnene på de modstandsfolk, der forsvandt under krigen.
Mindelunden har en helt særlig autenticitet, da det både er et begivenhedssted, brugt som henrettelsesplads, og mindesmærke for de, der blev henrettet på stedet, og stedet er helt centralt, når vi mindes besættelsestiden på de særlige mærkedage, besættelsen 9. april 1940, befrielsen 4.-5. maj 1945, og ophøret af samarbejdspolitikken 29.august 1943.
Nu er der rykket flere grupper ind i Mindelunden. Den 29/8-2017, fik krigssejlerne monumentet “Sortladne hav” lavet af Per Arnoldi, og i 2019 kom et monument over de soldater og piloter 9. april 1940 og 29. august 1943, samt de danskere der døde i allieret krigstjeneste (Danmark besat, s. 750, 2020).
Erindringspolitik
Historie er fakta, historie er også følelser og personlige skæbner. Hvem bestemmer hvad der skal huskes og hvad der skal i glemmebogen? Det er de store spørgsmål når vi taler om erindringspolitik. For når fortiden bliver så betydningsfuld som fx. 2. verdenskrig og besættelsen, bliver den også genstand for nutidens politiske kampe. Allerede i 1945 var der en erindringspolitisk kamp i gang, alle tyskere blev gjort til skurke og danskerne var de sande helte (Erindringspolitik - hvad skal vi huske, og hvad skal vi glemme? | Fra fortid til historie (forlagetcolumbus.dk)).
De tyske nazister i HIPO, reddede mange børn ud af ruinerne efter bombardementet på den franske skole, en heltegerning vi i dag kollektivt har glemt, da det ikke stemmer overens med nutidens eller datidens syn på tyske nazister.(Besættelsestiden er en erindringspolitisk kampplads (videnskab.dk)).
Her er to nutidige eksempler på Erindringspolitik:
I 2003 holdte, daværende statsminister, Anders Fogh en tale, ved søværnets officersskole, der i skarpe vendinger kritiserede samarbejdspolitikken under besættelsen. Det var fejlagtigt, kujonagtigt og skamfuldt at den danske regering havde samarbejdet med tyskerne. Han gjorde det klart at de der kæmpede illegalt i mod tyskerne var heltene og uden dem, englænderne og amerikanerne havde Danmark og Europa ikke været frie lande i dag.
“I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.”
(Anders Fogh Rasmussens tale om samarbejdspolitikken, 29. august 2003 (danmarkshistorien.dk))
Anders Fogh brugte historien om samarbejdspolitikken til at legitimere, at danske soldater gik ind i Irak. Samtidig sammenlignede han de partier der var i mod, med de politikere der stod for samarbejdspolitikken i 1940.(Fogh vendte modstandskamp til Irak-krig (retorikforlaget.se))
Under Coronapandemien i 2020/2021 blev nedlukningen og restriktionerne flere gange sammenlignet med den danske besættelsestid. I en tale til ungdommen på Krogerup højskole sagde statsminister Mette Frederiksen:
“ Jeres ungdom er ikke alles ungdom. Men en særlig ungdom. I er den generation, der var unge under corona. Som mistede noget. Men måske også fandt noget..
...Efter Anden Verdenskrig var der en almindelig accept af, at modstandskampen havde været båret og drevet af de unge.De unge havde risikeret deres liv. En del faldt i kamp.Jeg ved godt, at der var frihedskæmpere, som blev skuffede i efterkrigstiden. De havde håbet på større forandringer. Måske på revolution. …
….Maj 1945 var ungdom, frihed og håb.Ungdommen som begreb blev født.Det er i sig selv en stor kraft i vores demokrati.Det mærker vi også nu.”
Mette Frederiksen brugte et erindringspolitisk greb, da hun ved denne lejlighed sammenlignede datidens ungdom med nutidens. De unge under besættelsen havde ofret og mistet så meget, det samme har nutidens unge under pandemien.
Politikere bruger erindringspolitik til at fremme deres argumenter og dermed vinde stemmer og tillid blandt folket, men også historikere, menigmand og ikke mindst konspirationsteoretikere bruger erindringspolitik til at fremme deres sag. Sidstnævnte omtaler ofte sig selv som “frihedskæmpere” og drager dermed en direkte parallel til datidens frihedskæmpere.
Konklusion
Mindelunden er et af de centrale erindringssteder for besættelsestiden, både som begivenhedssted og som mindested, og fordi besættelsen har så stærk en betydning for danskerne, ser man både eksistentiel- og politisk historiebrug. Det er i Mindelunden udenlandske statsoverhoveder lægger kranse, og det er besættelsestiden, der oftest oplever at være genstand for erindringspolitiske kampe, bl.a. i 2003, da daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen kritiserede samarbejdspolitikken under besættelsen, så han kunne legitimere danske soldater i Irak.
Mindelunden er en gravplads, og ikke et museum. Den blev ikke skabt til at være erindringssted, men blev det efterhånden. Da der efterhånden ikke er så mange tilbage, der var med under krigen, bruges stedet til at mindes en periode i vores historie, der står stærkt i vores kollektive erindring, og det benyttes nu af yngre generationer til bl.a. undervisning.
Litteraturliste
Besættelsestiden i medier og på museum, del IX kapitel 5. I: Danmark besat, af: Christensen m.fl. 2020 (grundbog) Erindrings- og mindekultur 1945-2020, del IX kapitel 10 i: Danmark besat, af: Christensen m.fl. 2020 (grundbog)
Erindringshistorie - en teoretisk ramme, af Kristian Iversen og Ulla Nedergaard Pedersen, 2015 (Litteraturlisten)
Mindesmærker og erindringssteder, kapitel 19, af Jens Aage Poulsen. I: Historieundervisning - en fagmetodik, 2021
Historiebrug, kapitel 21, af Jens Aage Poulsen. I: Historieundervisning - en fagmetodik, 2021
Hva er historiebruk, af Bøe, Jan Bjarne, Knutsen Ketil, s. 15-21, 2013
Erindringspolitik - hvad skal vi huske, og hvad skal vi glemme? | Fra fortid til historie (forlagetcolumbus.dk) - 12/10-2021
Mange flere modstandsfolk end hidtil antaget | Kultur | DR - 11/10-2021
Flammen og Citronen - Modstandsfolk i Danmark (natmus.dk) - 11/10-2021
Mustard Point (randers.dk) - 11/10-2021
Hvidstengruppen 1943-1944 (danmarkshistorien.dk - 11/10-2021
Henrettelsespladsen - UDFORSK MINDELUNDEN - Mindelunden Ryvangen- 11/10-2021
Erindringspolitik - hvad skal vi huske, og hvad skal vi glemme? | Fra fortid til historie (forlagetcolumbus.dk - 12/10-2021
Besættelsestiden er en erindringspolitisk kampplads (videnskab.dk)- 12/10-2021
Anders Fogh Rasmussens tale om samarbejdspolitikken, 29. august 2003 (danmarkshistorien.dk- 12/10-2021
Fogh vendte modstandskamp til Irak-krig (retorikforlaget.se - 12/10-2021
Statsminister Mette Frederiksens tale ved Ungdomspanelets overrækkelse af anbefalinger på Krogerup Højskole - Statsministeriet (stm.dk 12/10-2021
Kommentarer
Send en kommentar